FORTÆLLESTED

Helligåndkirken

Große Straße 43, 24937 Flensburg

Den 1386 færdiggjorte kirke fungerer i dag som den vigtigste kirke for den dansksprogede protestantisk-lutherske menighed[1] (ca. 6500 medlemmer[2]) – dog således, at man allerede i lang tid har holdt fælles gudstjenester med andre menigheder, som f. eks. 150-års-jubilæet for St. Marien-menigheden i 2014. Men sådan har det ikke altid været.

Helligåndskirken har siden 1588 været de danske Flensborg-borgeres kirke, hvor der jævnligt holdtes gudstjenester på dansk – første gang ved en tidligere lærer fra latinskolen[3]. Medlemmerne af den lille menighed var først og fremmest søfolk, arbejdere og tjenestefolk fra Jylland. Helligåndskirken var imidlertid ikke en sognekirke, men blot en ‘filial’ af byens hovedkirke, Marienkirche[4]. For Flensborgs dansksindede troende begyndte nu en omskiftelig og ofte usikker tid. Det ændrede sig efter krigen i 1850/51. Flensborg blev dansk, og der opstod en dansk menighed, som voksede støt – indtil det slesvig-holsténske flag atter steg til tops over Helligåndskirken efter Preussens sejr i 1864[5]. Nu var danske Flensborgere atter afhængige af en (manglende) velvilje hos de tyske kirkemyndigheder: Indsigelser imod en – uden forudgående samråd – gennemført reducering af de danske gudstjenester og petitioner for at opnå mere selvbestemmelse havde ingen effekt. Der var tale om decideret diskriminering[6]. Menigheden var rystet over et pludseligt salg af deres kirkes prædikestol til den nye St. Jürgenskirche og startede i 1905 en appel til Flensborgs „Venner af danske gudstjenester“ m. h. p. at etablere en forening: „Kirkeligt Samfund for Flensborg og Omegn“[7]. Men først afslutningen på Første Verdenskrig samt afstemningen i 1920 frembød nye muligheder. I 1921 etablerede foreningen en ny dansk menighed. Forsamlingen holdtes på Flensborghus, invitationen til begivenheden blev indrykket i Flensborg Avis[8]. Menigheden brugte et gammelt hotel på Toosbüystraße som kirkerum. Efter forhandlinger med den tyske St. Marien-Kongregation, som ejede Helligåndskirken, kunne menigheden i 1927 vende tilbage til denne kirke – og i 1997 tilfaldt den menigheden i form af en gave[9].