FORTÆLLESTED

På rådhuset på Holm 7 indtog I. C. Möller overborgmesterposten fra 1945 til 1950. Siden 1924 havde han siddet i rådsforsamlingen[1] (byrådet) som repræsentant for det danske mindretal og var i væsentligt omfang med til at bestemme byens politik i efterkrigstiden. Han var handelsmand og blev – udstyret med begrænsede kompetencer – indsat af den britiske militærregering for at give mulighed for en demokratisk udvikling i Flensborg efter nazitiden. Möller havde repræsenteret det danske mindretal i byrådet siden 1924. I en tid, hvor mange bevidst fremmanede tysk kultur for at imødegå den stadig voksende dansksindethed[2] (NDR), var Möllers motto: „Netop i en grænseby bør man undlade at fremhæve det, som skiller… Her skal der ikke være noget dansk eller tysk rådhus, men et flensborgsk rådhus … for alle indbyggere … uanset, om man er tysk eller dansk…“.[3] Efter kommunalvalget i 1946 og de første delstatsvalg 1947 opnåede det danske mindretal hhv. flértal i byrådet.[4] Først i forb. m. det næste kommunalvalg 1948 fik det tyske vælgerfællesskab flere stemmer end det danske – men atter kun 19 pladser (danskerne: 21). I. C. Möller stadfæstedes som overborgmester. Først i 1951 kom der igen tysk flértal på rådhuset, og Möller valgtes til vice-bypræsident.[5] Ligeledes i efterkrigstiden satte en yderligere person sit præg på Flensborgs udvikling: Ina Carstensen var opvokset i et liberalt lærerhjem, og i en svær tid (mangel på lærere og skolebygninger, tusindvis af flygtningebørn, sult og arbejdsløshed) udviklede hun et demokratisk skolesystem.[6] Som kommunalt bestyrelsesmedlem gjorde hun en indsats for at forsone tyskere og danskere med hinanden og medvirkede som medlem af det såk. afnazificeringsudvalg til, at mange lærere, som var blevet fjernet fra deres poster, kunne vende tilbage til deres arbejde.[7]